Mors 100 miles 2023 løbsberetning

Dette er min personlige lidelsesfortælling om min debut til Mors 100 Miles. Den var for lang til Instagram, så nu er den her – og jeg prøver samtidig at starte et nyhedsbrev om løb. Vær med fra starten. Startnummer 16 – Jonas Juhler Hansen:

Det var det hårdeste, jeg nogensinde har løbet. Og det blev lidt for spændende til sidst. Det var samtidig en af de bedste løbefester, hvor alle løbere blev behandlet og hyldet som superstjerner hele vejen rundt. Kæmpe tak til alle frivillige, arrangører, tilskuere og selvfølgelig mit eget hold, min kæreste, mine forældre og min fætter og hans kone.

Festen startede lørdag morgen på torvet i Nykøbing med kaffe, rundstykker, taler og livemusik. Og så løberpræsentation hvor samtlige 115 startere var en tur på scenen. Kort tid efter gik starten kl 0930, og vi løb to runder ned ad gågaden, hvor der var høj stemning. Det var et uhyggelig stærkt startfelt i år, og der blev løbet rigtig stærkt oppe foran. Jeg forsøgte at holde tempo nede og tage det helt stille og roligt. Et pace på ca 4:30 de første par km fortæller en anden historie, men det føltes godt, og jeg lå som nr 6 på vej ud af byen.

Jeg havde forventet, at ligge i en gruppe de første 40-60 km, men allerede efter 2-3 km lå jeg helt alene, og de næste 158 km gik stort set på egen hånd, og det er rimelig længe at løbe for sig selv. Men jeg var forberedt og havde købt en gammel iPod shuffle på dba og fyldt den med 90’er hits.

Det blev en rigtig varm dag med temperaturer over 25 grader og kun lidt vind, og det satte hurtigt sit præg på løbet. Min plan om at holde pulsen under 135 bpm var jeg aldrig i nærheden af, og i stedet lå den mellem 145-150. Lidt bekymrende men jeg besluttede mig for at droppe puls- og paceplaner og bare løbe på føling. Ikke presse, ikke løbe langsomt, men ramme et uendelighedspace, altså et tempo man føler, man kan løbe uendeligt. Det var så ca 4:40-5:00 de første 50 km.

Det meste af ruten er på asfalt, så det er tilladt at have følgebil med, der kører rundt til depoterne. Cecilia havde meldt sig frivilligt og stod hele dagen klar til at servicere efter planen. En halv liter energidrik samt gel ved de “runde” depoter (20, 30), og en halv liter rent vand ved de ulige (25, 35). Det gav en liter væske i timen og ca 60g kulhydrat. Efter et par timer blev varmen så voldsom, at vi begyndte med isbandana – altså en bandana rullet med isterninger og bundet om halsen. Det virkede forbavsende godt.

Efter 30-35 km havde jeg overhalet Bruno og Poul foran mig, som havde sat tempoet ned – sikkert pga varmen, og så lå jeg 4’er med sidste års vinder Morten som nr 3, og de to kanoner Bjørn og Emil helt forrest.

Ved omkring 50 km ramte den første af mange kriser dog. Det var lidt forventeligt, da jeg ikke har løbet meget over 30 km i træning, så kroppen reagerer lidt på chokket over at skulle løbe så langt. Det betød også at jeg fik kort visit af Michael, som hurtigt overhalede og var væk igen, og så var jeg nede som nr 5, et godt stykke fra podiet.

Lidt opmuntring kom der på toppen af Salgjerhøj, som man måtte kravle op ad, og som mine høje og ustabile asfaltsko slet ikke brød sig om. For i depotet på toppen stod Morten, så jeg skyndte mig videre nu som nr 4, og så begyndte et race med den regerende mester, der varede resten af dagen og natten.

De næste mange kilometre er der ikke så meget at fortælle om. Det var nu midt på eftermiddagen og tæskevarmt. Tempoet var sneget sig op over 5:30, og lyspunkterne bestod af en frisk isbandana hver 10. km og den opbakning man mødte overalt, hvor man kom rundt. En liter vand i timen var ikke i nærheden af nok, og jeg havde store problemer med væskebalancen. Folk var søde til at stille baljer med vand frem, og jeg brugte enhver lejlighed til at øse vand over mig.

Halvvejsmærket ved 80 km ramte jeg efter 6 timer og 45 min, et kvarter før planlagt, og Lars fra ELSK stod som lovet klar med en sodavandsis, som jeg ikke havde regnet med at nyde så meget som jeg gjorde. Det var også heromkring, jeg fik en melding fra min største fan, Ricki om, at Michael på 3. pladsen var udgået, og så var jeg lige pludselig inde på podiet.

95-105 var en relativ god periode. Jeg har aldrig løbet over 100 km men forsøgte ikke at tænke for meget over det, da jeg ramte punktet, da jeg hele tiden har fokuseret på 120 km som der, hvor løbet starter. Det var også i den periode, hvor jeg lagde den største afstand til Morten på ca 4,5 km.

Ved 115 km kommer man igennem rutefesten i Karby, som er kendt for at lave et ordentlig spektakel. Man kunne høre musikken på lang afstand og nogle hundrede meter før, satte de mit ønskenummer på. Benene faldt ind i rytmen, og jeg nåede frem i højt humør og god fart til Specktors for fuld udblæsning.

Herefter gik det hurtigt ned af bakke.

Jeg havde ikke holdt så meget øje med kilometertallet, da det jo bare røg opad, men nu var det som om alting bevægede sig i slow motion. Jeg løb og løb og løb og tænkte, at den måtte hedde 118 næste gang, men så tikkede 116 ind.

Til gengæld faldt mørket på. Det var tid til refleksvest, pandelampe og lavere temperaturer. Jeg havde med vilje indstillet lampen, så jeg kun kunne se 3-4m frem, for det hjalp ikke at skulle se langt hen ad de uendelige landeveje, men bare løbe inde i sin lille boble.

Mit ultra-mantra har altid været at uanset tempo, så altid bevæge sig fremad i noget der bare minder om løb. Ikke gang, løb. Selv det langsommeste og ynkeligste jog er hurtigere end gang. Men trætheden og smerterne i benene var for store. Så jeg begyndte at gå. Ikke meget, bare 10-15 skridt til det næste træ eller skilt og så videre i løb. Der blev diskuteret utrolig meget med mig selv. Og skældt ud. Meget skæld ud. Jeg forsøgte med gulerod og sagde, at hvis jeg løb den næste kilometer, måtte jeg holde en lille gåpause. Der blev givet håndslag, men 20 sek senere stoppede jeg op igen. Det var ikke en god periode.

Langt om længe nåede vi til Sillerslev Havn ved 135 km, hvilket føltes som et vigtigt punkt. Vi var endelig kommet til østsiden af Mors og herfra var det bare nordpå og i mål. Det var også her, jeg begyndte at få meldinger fra fætter Jakob og hans kone, Lotte om afstanden til Morten på 4. pladsen. 3 km forspring i Sillerslev med 25 igen. Det virkede som en god buffer. Jeg vidste så ikke, at han havde spist 1,5 km allerede.

Med masser af små pauser gik det nordpå mod Nykøbing. Selvom det var mørkt og sent, var der stadig tilskuere, som heppede og klappede mig fremad. De må have fulgt med på livetracking, for når jeg nærmede mig deres hjem, kom de ud af døren, og børnene råbte “han kommer nu, han kommer nu!” Andre må have kørt rundt mellem løberne, for jeg så tit de samme biler med klapsalver og peptalk ud af vinduet.

Ved 140 km var forspringet øget til 3,3 km, og det så komfortabelt ud. Men benene ville ikke mere. Pace hed nu 7:30, og jeg tænkte, at hvis jeg bare kom i mål 10 meter før Morten, var det jo også nok.

Ved 145 var forspringet skrumpet til 2,7 km, og selvom det stadig så fornuftigt ud, måtte jeg tage mig lidt sammen, så jeg ikke gik helt i stå. En solid femmer frem til 150 med status quo eller øgning af forspring, så kunne jeg jo nærmest gå de sidste 10 km i mål. Jeg fik kæmpet pace ned under 7 igen og følte mig ved godt mod.

Det var dog en nedslående update jeg nåede frem til ved 150 for forspringet var nu kun 1,8 km. Morten havde taget næsten en kilometer på mig de sidste fem – også selvom jeg virkelig havde kæmpet. Det var et hårdt slag, og jeg sagde grimme ord højt, men måske var det lige, hvad jeg havde brug for.

For da jeg drejede op i bakkerne i de frygtede Legind Bjerge, fandt jeg nogle kræfter, jeg ikke troede eksisterede. Jeg løb som død og helvede op ad de hullede grusstier på bævrende ankler. Smerten var væk, og jeg mosede fremad og tænkte kun på én ting: Hurtigere. Hurtigere. Det er den bedste femmer, jeg nogensinde har løbet.

Da jeg kom ud af skoven ved 155, fik jeg belønningen. Afstand: 2,7 km med 6 km igen. Det kan da ikke hentes? Det havde dog også den konsekvens, at på vej ind i Nykøbing var alle kræfter igen forsvundet og smerterne stærkere end nogensinde. Konstant var jeg nede og gå, og det var kun, når jeg kunne høre tilskuere eller se biler, at jeg var tilbage i løb. Hvis man skal på podiet, kan man ikke komme gående i mål. Hvad vil folk ikke tænke? Man er nødt til at vinde lidt med stil.

Jeg kunne ikke se Morten bagude, så jeg tog mig god tid og fik samlet lidt kræfter inden opløbsstrækningen. Et sidste sving og jeg kunne se målet lige fremme. Prøvede at løbe hurtigt, men benene var tjekket ud. Kiggede mig over skulderen en sidste gang og trådte ind over målstregen med armene oppe, hvor race director, Jann, ventede med medalje sammen med resten af familien.

Vi så Morten komme i mål 10 min senere, og derefter lukkede min krop ned. Resten er en ugelang klagesang om ynk, træthed og smerter. Er du gal, det var hårdt. Jeg er meget tilfreds med debuten på 15:16. Havde drømt om at komme under 15 timer, hvilket måske var lykkedes, havde det ikke været så hedt, men sådan var vilkårene.

Sikke et løb og sikke nogle oplevelser!

Jeg elsker at læse løbsberetninger og har læst alle, jeg har set om Mors. Har du en løbsberetning, jeg må linke til her, så smid lige en besked, tak.

• #18 Emil Ingerslevs løbsberetning. Vinderen med ny dansk og nordisk 100 miles rekord.

Topfoto: Raymonds Millers